Udstilling Faaborg Museum

Kære Kunstforening, Fåborg museum og gæster her ved åbningen af udstillingen

“Jeg bevæger mig med intuitionen som metode i nænsom bestræbelse på at skabe en æstetisk oplevelse, ud af materialevalg fra dagligdagen, som vi normalt kunne opfatte som affald:

Visne buketter fra stuebordet med blomster fra haven, kul fra brændeovnen, genbrugspapir, slidt linned, rester af kaffe, grøntsagsskrald, plantefarver og blæk, vand fra tørretumbleren som billederne bevæges, opblødes, indfarves og udtørrer i.

En tidslinje anes måske, fra fortidens maleriske overdådige blomsteropsatser, storslåede landskaber og moderne fortolkninger til dette sarte visnende eller tågede nu – eller magisk transformerende evighed”

Sådan skrev jeg til programmet inden det skulle i trykken i december, – lige siden har jeg haft skriveblokering for alt det vigtige der skulle komme fra mit hjerte i taknemmelighed for denne udstillingsmulighed i så fornemt interessefællesskab med de store kvindelige blomstermalere.

Klokken 22.23 i aftes klikkede nøglen ud af låsen.

Intuitionen satte sig til tastaturet. 

Myldrende ord, som myldrende små fine gule og hvide universer der i vinterens mørke, bryder frem af den frosne bare jord.

Med blomsterlys. 

Limer med psyke og logos. Sjæl og visdom. 

Befriende beskedenhed. 

Stilllife, stilleben, stille liv, stadig i live.

Sig det med blomster, når ord ikke rækker.

Lad skrøbeligheden hjælpe på vej

“Som om vi bar et barn varsomt på armen”

Sårbarhedens styrke.

Sommetider, når vi vil hjælpe en sommerfugl fri, får vi fjernet noget flyvestøv fra dens vinger.

Så den ikke kan flyve

Vi overforklarer

Falder for illusionen om at vi kan organisere friheden.

Falder for illusionen om at vi kan organisere autonomien, kunsten, naturen selv.

Falder for illusionen om, at vi er den stærkeste art og vi kan ødelægge alt.

Når vi nu står i en stuefuld af stadig stående vissen forgængelighed, frøstande med almægtige bittesmå frø, stædige stilke, der stadig strækker sig mod himlen – præcis som den dag de blev plukket, nænsomt, taknemmeligt, af mine hænder for tre-fire år siden.

Og når arkæologer har fundet flere tusind år gamle plantedele med virksomt DNA… sågar har forskere fundet mere menneskeligt sammenligneligt DNA fra træer, end med aber..

Så meget desto større grund til, at vi indlever os meget mere i naturen igen. 

Studerer dens væsen, som en croquis for vores sjæls livsoplevelse. 

Indlever os i naturen i os, opfører os natur nænsomt, omtankefuldt indlevende, i højere bevidsthed.

Ligesom indianerne. Ligesom de så på skønheden som en naturkraft, den guddommelige natur.

Det lille menneske og den store guddommelige natur, det tågede landskab der synes at bevæge sig, omkring os og indeni os, det er også et af de store klassiske motiver fra kunsthistorien, vi kan genkende den dag idag, der indrager åndelig bevidsthed.

Som visne stilke, de sarteste og voldsomste nervetråde, blodbaner og forgrenede skeletter, står vi her alle som levende vanita symboler midt i et stilleben, i al menneskelig forgængelig skrøbelighed.

“Små og nøgne kom vi alle ind, i en verden kold og fuld af vind,

Ingen dække skærmed’ vores krop, da en kvinde kom og tog os op”

Skrev Bertolt Brecht

Se selv, skrøbeligheden er den fineste lim imellem os vi har.

Porten til indlevelse. Porten til verden. Jeg. Du. 

Den dejligste følelse, når vi kan føle os Set, og Se.

Det er tiltrækning, nærvær.

Det er beroligende for nervesystemet

Ligesom naturterapi

Jeg laver billeder, plukker og jeg sår og siger: åbner mit hjerte med forhåndenværende nøgle.

Det er en sandhed.

At hjerter limer sig dybt ned i jorden i skoven, hvor træerne er menneskenes ilt. 

Som når kul og blomsters blade limer med papiret, bugter sig som et blødt leje i væsker. 

Og når textiler suger farvebadet, og danner de naturlignende fraktaler når det krøller.

Og billedet opstår.

Vækkes. 

Lige til at blive set og set ind i.

Det er ikke mig, der gør det, de klarer det selv, blomsterne, regnen, jorden, mikromylder, papiret, stoffet, billederne, i samklange med deres egenart, og deres æstetiske skaber autonomi. Jeg tilføjer kun så få strøg..  arrangerer det jeg får besked på., intuitivt, iscenesætter med materialerne og de praktiske håndværksmæssige arbejdsgange. 

Indfange og konservere.

Udfra det forhåndenværendes princip, naturvenligt, økonomisk og ressource minimalistisk.

Ud af de gamle rammer, ind i nye.

Det var ikke lige det, der oprindeligt lå bag genren stilleben under storhedstidens barok/rokoko og de adeliges bestillingsværker. Dengang var det både pral, fråds og forfængelighed. 

That was then,

– this is now :

Det man vander, gror.

Stille liv, stadig i live, lever stadig eller overlever kun.

Velkommen til en anden slags stilleben, en, i genbrugs-og naturmaterialer, en vissenheds-æstetik, som jeg vil betegne som smuk, betagende. 

En tredimensionel stilleben, man som publikum kan træde ind i, opdage de klassiske stilleben elementer, blomster, frugt, grønt, effekter med referencer til religiøse henvisninger, vanitas- og momento mori symboler. 

Foranlediget til forsigtighed ved synet af de mange skrøbelige indtryk. 

Sig det med blomster, selv et undseligt drys kronblade, et dryp blæk fra en skåret kaffekop.

Fejring af blomsternes øjeblikke af skønhed, 

– “et øjebliks oplagthed, vi ikke må lade visne”.. skrev Løgstrup om, når “den enkelte ikke har med et andet menneske at gøre, uden at holde noget af dets liv i hænderne”.

Sig det sårbart, stille.. i live..

“At flyve som et forårs frø for sommerblomst at blive, 

er kun at visne for at dø, kan ingen frugt du give. 

Hvis modenhedens milde magt af livet selv du lærte, da slår bag falmet rosendragt dit røde hybenhjerte”

 

Hjerteligt tak fordi I kom

Velkommen, og værsågod at nyde udstillingen.